tirsdag den 10. juli 2012

Billeder fra fødselsdag

Benthe har lige holdt 30 års fødselsdag for en masse dejlige damer - meningen var selvfølgelig at der skulle tages en masse billeder både før, under og efter.
Men så mange gange før - så ender man gerne med at glemme det - fordi man hygger sig og tiden flyver af sted.

I får alligevel lige lidt billeder:


 Hjemmebagt Fuccacia med forårsløg og tomat

 Breadsticks lavet af pizzadej og krydret med paprika, havsalt og ramsløg.


 Bordene var dækket inde i vores værksted - vi var i alt 25 dejlige damer.



 Blomsterdekorationer lavet i bh'er - en fin lille ide fundet på nettet.

 Breadsticks, gulerødder og hummus blev serveret som appetizers sammen med rød Verdi.



 På Tag-selv-bordet lå der er et lækkert damelår med nylonstrømper og strømpebånd - der var vist ingen der var i tvivl om, at det her var en fest for damer.

 Den røde løber og flag var fundet frem i dagens anledning.

Vi sad ude i haven til at begynde med - da vejret bar var så dejligt. Vi havde sat små borde op rundt i haven, så vi alle kunne sidde i små hyggekroge og nyde solen.

Det var de billeder jeg nåede at få taget inden festen rigtig gik i gang og mine tanker kom alle mulige andre steder hen :) Min moster brugte også kameraet flittigt - så måske der kommer en opfølgning på dette indlæg.

søndag den 17. juni 2012

Chokoladekage

Denne her chokoladekage er fundet i bogen: "Grigos hjemmebag"
Chokoladekagen er rigtig lækker med stykker af mørk chokolade, intens kakaosmag og en lidt klistret konsistens, som gør den rigtig lækker og svampet.

Jeg skulle have kagen med til weekendens familietræf, så den fik lige lidt ekstra pynt og festligt look.

Kagen er pyntet med hvid frosting og små skumfiduser


Det skal du bruge:
- 150 gram smør (stuetemperatur)
- 200 gram sukker
- 1 spsk. vanillesukker
- 2 æg (stuetemperatur)
- 3/4 dl. vand
- 175 gram hvedemel
- 30 gram kakaopulver
- 2 tsk. bagepulver
- 3/4 dl. mælk
- 75 gram hakket mørk chokolade

Tænd ovnen på 180 grader varmluft
For en bageform med bagepapir eller smør den med blødt smør og drys med mel.
Pisk smør, sukker og vanillesukker grundigt.
Pisk æggene let sammen og tilsæt dem under piskning lidt ad gangen. Massen skal piskes glat mellem hver gang du tilsætter mere æg.
Kog vandet op og sæt det til side. Sigt hvedemel, kakao og bagepulver. Rør det i massen skiftevis med mælken. Tilsæt det afkølede vand lidt af gangen sammen med den hakkede chokolade.
Fyld dejen i bageformen.
Bag kagen ca. 45 minutter - brug en kødnål til at tjekke om kagen har fået nok. Kagen må dog gerne være en smule klæg i midten.

Den hvide frosting er lavet af:
- 200 gram philadelpgia ost
- 2 dl. sukker
1 spsk. vanillesukker
- 80 gram smør
- 2 spsk mælk.
Her piskes det hele grundigt sammen. Tilsæt lidt mere mælk hvis massen er for stiv.






Gulerodsboller

De her lækre gulerodsboller skal I lige have opskriften på. De er fra "Den store bagebog 2" fra AMO. De blev bagt i torsdags og er stadig lækre og svampede her 4 dage efter.
Bollerne har en del smag, så de er faktisk rigtig gode bare med smør på.




Det skal du bruge:
- 400 gram hvedemel
- 200 gram revne gulerødder
- 100 gram havregryn
- 75 gram solsikkekerner
- 2 dl. ymer
- 1 dl. lunken vand
- 50 gram gær
- 1 spsk. brun farin
- 2 tsk. salt

Hæld vand og ymer i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt farin, salt, solsikkekerner og revet gulerod. Ælt mel og havregryn i lidt efterhånden indtil dejen er glat og smidig. Lad dejen hæve tildækket og lunt i 1 time.
Del dejen i 12 stykker og form til boller. Lad dem efterhæve ½ time.
Pensel herefter med sammenpisket æg og bag bollerne i ovnen 15 minutter på 200 grader varmluft.

fredag den 8. juni 2012

Festlige popcakes

Min veninde og jeg har i dag lavet de her små skønheder.
Hun skal giftes til november og vi er derfor gået ind i de tidlige, indledende runder; for at finde frem til de kager der skal have lov til at pryde kagebordet til brylluppet.

Vi har lavet to slags popcakes: En med Oreo kiks og en med chokoladekage.
Det gik lidt amok for os og selvom det bare var ment som en prøve, endte vi med 120 styk!

I får lige opskrifterne:

Popcakes med Oreo kiks:

- 2 pakker oreo kiks
- 1 philadelphia flødeost (ikke light)
- 250 gram mørk overtrækschokolade
- pinde/spyd

Oreo kiksene knuses fint i en minihakker. Flødeosten blandes i og massen røres sammen.
Massen sættes herefter i fryseren i 15 minutter imens man laver ovretrækschokoladen.
Massen trilles til små kugler (ca. 2-3 cm i diameter). Sættes på pind og dyppes så i overtrækschokoladen.
Pynt herefter dine popcakes som du vil :)
Giver ca. 50 små popcakes

Popcakes med chokoladekage:
- 1 chokoladekage/kagerester ca. 20x20 cm
- 1 philadelphia flødeost (ikke light)
- 1 dl. flormelis
- 2 tsk vanillesukker

Chokoladekagen smuldres fint.
Flødeost, vanille og flormelis piskes sammen med elpisker til en homogen masse.
Det hele røres sammen. (sørg for at massen ikke bliver for fedtet, så bliver den for svær at trille)
Massen trilles til små kugler (ca. 2-3 cm i diameter). Sættes på pind og dyppes så i overtrækschokoladen.
Pynt herefter dine popcakes som du vil :)
Giver ca. 50 små popcakes

Til slut alle billederne:
 Vi afprøver forskellig pynt - der findes mange fine slags

Popcakes'ene skal tørre inden man kan lægge dem ned. Vi brugte lidt forskellige løsninger. Den bedste var en skål med ris og staniol henover. Måske flamingo også kunne være en ide?

Vi prøvede også hvid overtrækschokolade, samt små muffinsforme. Det fungerer rigtig fint med de små forme og ser meget indbydende ud. Her er de pyntet med kokos.
Den hvide chokolade er mere svær at smelte og mere svær at lægge pæn på, da den virker tykkere i konsistensen.



Man kan anrette popcakes på rigtig mange måder: i ris, oasis, flaminco eller måske noget helt andet. Vi tænker i hvert fald de vil se rigtig flotte ud på et stort kagebord.




Vores erfaring er at popcakes med oreo kiks smager dejligt - dog er massen mere fedtet og sværere at arbejde med. Det færdige resultat virker også mere sødt og klistret end chokoladekagen gør. Det hjælper dog at lægge dem på køl.

Og ja.. her sidder vi så med 120 popcakes.. Heldigvis er der både mænd, børn og familie - der hellere end gerne vil hjælpe med at prøvesmage dem :)
Og så skal der også lige en lille rest i fryseren - vi vil nemlig også gerne ha undersøgt hvordan de tåler frysning og optøning.

Pop pop og God weekend derude :)

mandag den 21. maj 2012

Cheesecake

Til morsdag fik jeg endelig en anledning til at lave en ekstra lækker dessert, så vi ku fejre mor.

Det blev til denne lækre cheesecake med hindbær og citron.
Opskriften er fundet hos mariemarolles og jeg fulgte opskriften som I kan finde der.

Jeg lavede cheesecaken dagen før - så havde den god tid til at sætte sig. Desværre syntes jeg stadig at den var lidt blød da den skulle serveres. Men hold nu op den smagte godt - en rigtig bombe! Men stadig lidt syrlig og frisk pga. citron og hindbær.

Næste gang jeg vover mig ud i en cheesecake tror jeg, jeg vil finde en opskrift med en smule husblas. Men ideen med hindbær og citron skal helt sikkert med i den næste.


Mums....

Grill tilbehør

Denne her mango salsa er en rigtig lækker sommersalat, som passer sig rigtig godt til grill mad. Vi fik den sammen med marineret kamsteg lavet på weberen.

Til 6 personer skal du bruge:
2 mango
1 agurk
2 grønne peberfrugt
1 squash
4 forårsløg
4 spsk citronsaft eller limesaft
evt. 1 grøn chili

Til kamstegen fik vi også denne lækre ret med asparges, tomat, solsikkekerner og feta.
Asparges, tomat og solsikkekerner vendes med lidt olie, salt og balsamico - Sættes herefter i ovnen i 15 minutter på 200 grader. Når retten tages ud drysses feta ost henover og fetaen smelter let ned i retten inden servering.

lørdag den 28. april 2012

Havregrød med friske søde hindbær

Morgenmaden bestod i dag af havregrød med en lille rest hindbær fra fredagens menu.
De friske hindbær sammen med den lidt kompakte grød passer virkelig godt sammen.
Tilføjede til slut lidt flydende blomsterhonning til grøden, som lige gav den sidste sødme.


Gæstemenu

I går var jeg så heldig at få besøg af nogle skønne veninder.
Det blev til en hyggemiddag hvor vi sad længe over retterne og nød maden og hinandens selskab.

Jeg havde lavet hjemmelavet humus, quesadillas med cheddar og rødpesto, marinerede artiskokhjerter og gode oliven.

Skinkeschnitzel pakket med pikantost og ramsløg, kartoffelsnitter, broccoli og hjemmelavet aoili.

Til dessert fik vi en moccalagkage med lyse lagkagebunde - moccacreme og knuste makroner.

Her får I lige lidt billeder og opskrifter:


Humus:
3 dl. kikærter
½ dl. oliven olie
4 fed hvidløg
salt og peber
evt. chili

Kikærterne sættes i blød i en skål med vand i køleskabet i minimum 12 timer. Herefter hældes de i en si og skylles godt igennem med rigeligt kold vand.
Kikærterne koges i vand i 1½ time og hældes igen op i en si. Lad herefter kikærterne køle af i køleskabet.
Kikærter, hvidløgsfed, olie blendes godt igennem og tilsmages med salt, peber og chili.
Humusen skal være fast og cremet - put evt. lidt mere olie og lidt vand i, hvis den er for tyk.

Skinkeschnitzlerne smøres med et tykt lag pikant, krydres rundhundet med ramsløg, salt og peber. Herefter rulles skinkeschnitzlerner stramt sammen og samles med en kødnål.
Skinkeschnitzlerne steges i olie i 10-15 minutter på pande.


Lagkagen her er lavet af købte lagkagebunde. Tiden var ikke lige til at jeg skulle bage dem selv. Lagkagebundene er stinket med Kahlua og herefter lagt sammen med en moccacreme bestående af fløde, knuste makroner og 4 spsk. meget stærk nescafe kaffe.
På toppen er der pyntet med smeltet chokolade, friske søde hindbær og fine små tusindfryd; som i øvrigt er spiselige :)


Velbekomme og god weekend til jer derude.

fredag den 20. april 2012

Bananmuffins med chokolade

De her bananmuffins kan godt anbefales hvis du har lyst til at bage lidt her i weekenden.
De er også gode at smide i fryseren og gemme til en anden lejlighed - eller som vi gjorde: bage dobbelt portion - spise halvdelen og putte resten i fryseren.
Det er ren win win :)

Du skal bruge:
- 125 gram brun farin
- 1 dl. solsikkeolie
- 2 æg
- 3 modne bananer
- 100 gram mærk chokolade
- 175 gram hvedemel
- 1 tsk. bagepulver
- ½ tsk. salt
- muffinformer (ca. 12 styk)

Brun farin og olie piskes sammen - herefter tilsættes de øvrige ingredienser lidt efter lidt. Kagedejen fordeles i 12 muffinforme - vær opmærksom på at de ikke skal fyldes helt op, da de hæver en del.
Muffins bages i ovnen på 200 grader i ca. 15 minutter. Tjek med et tyndt grillspyd eller lignende om de er færdigbagt.

Til slut får I lige lidt billeder - God weekend derude!


Hæklet taske

Lene har hæklet denne her skønne taske af uldgarn.
Herefter er tasken blevet vasket og er dermed krøbet ind og er blevet fast og flot.
Taskens skulderrem er lavet af cykelslange, som vi for tiden eksperimenterer lidt med.




Der er syet sort for i tasken, som hjælper med at holde en bedre form på tasken og giver et mere færdigt look. Samtidig er der plads til lidt lommer - med lynlås, så man altid ved hvor nøgler osv gemmer sig.
Tasken er lukket med en magnetknap - som bl.a. kan købes i Stof 2000 eller Stof og stil.
Samme sted kan du få fat i garnet - vær sikker på at garnet kan vaskes/filtes, inden du bestemmer dig for farver.

Tasken er selvfølgelig mest til efterår/vinter brug, men det er altid godt at samle inspiration og være lidt foran med sine kreative projekter.
Derfor har vi også netop handlet ind til endnu en taske, som Lene har planer om at lave henover sommeren.

mandag den 9. april 2012

Mazarinkage med jordbær

Det er svært ikke at blive fristet af jordbærene lige for tiden - jeg har i dag bagt endnu en mazarinkage med kartoffel - som jeg før har blogget om her
Kagen blev i dag pyntet med mørk chokolade og jordbær og vi fik flødeskum til - det er virkelig en lækker kage - kan anbefales både med og uden jordbær :)


Påskebrød

I anledningen af påsken og besøg af svigerfamilien fik jeg i dag bagt det her lækre solgule påskebrød. Brødet har fået den smukke farve af Gurkemeje.

Du skal bruge:
300 gram hvedemel
2 dl. vand
25 gram gær
1 tsk. salt
1 tsk. flydende honning
1 tsk. gurkemeje
½ dl. olie
evt. 1 gul peberfrugt - sådan en havde jeg ikke lige, så den undlod jeg.

Ingredienser røres sammen på røremaskine - hæver herefter tildækket ½ time.
Dejen deles i to og trilles til 2 pølser på ca. 30-40 cm. Pølserne flettes til en krans.
kransen hæver 1 time inden den bages på 200 grader varmluft i 20 minutter.

Brødet passer til 5-6 personer - vi fik forskellige oste til, hjemmelavet pesto og chorizo pølse.


lørdag den 7. april 2012

Hjemmelavet müsli

Hjemmelavet müsli er fantastisk meget bedre end alt det man kan købe.
Man kan få tømt køkkenskufferne og bruge de rester af nødder og andet godt som man har liggende.

Jeg har lavet denne her med
Mandler
Havregryn
Rugflager
Solsikkekerner
Perlesukker
Honning

Ingredienserne ristes på en pande sammen med lidt smør.
Der skal røres rundt hele tiden under stærk varme.
Herefter drysses müslien ud på bagepapir og køler af inden det puttes i en lufttæt dåse eller lignende.


Hyggemad

Sådan en Langfredag føles nu egentlig ikke ret lang.. alligevel fik jeg lavet en masse mad - både til at forsøde dagen med, men også lidt til fryseren, så vi har lidt der, når jeg har mine aftenvagter.

Jeg har lavet to tærter med spinat og tomater - begge dele var i denne uges kasse fra aarstiderne, så det var jo bare skønt at kunne gå i gang med nye, friske råvarer.



Det er meget simpelt med tærter og der er et væld af muligheder for fyld.
Jeg har brugt en færdig tærtedej denne her gang. Fordelt den ud i en tærteform. Hældt æggemasse (3 æg og 2 dl. mælk, salt og peber) ud over dejen. Derefter halveret tomaterne og fordelt dem rundt på tærten. Pyntet med dampet spinat og mozarella ost.
Tærten har fået 30 minutter i ovnen på 200 grader varmluft.

Det blev også til 2 pizzaer med et lækkert fyld af tomat, løg, kylling, peperoni og ost.
Pizzaen er pyntet med kviste af frisk basilikum og vi fik hvidløgsolie og oregano til.



Denne her gang har jeg fået fat i en rigtig lækker opskrift på pizzadej - det er meget forskelligt hvor heldig man er med det. Jeg fandt den på www.pizzadej.dk
Og valgte "Verdens bedste pizzadej" - den kan godt anbefales :)

Aftenen sluttede vi af med de her skønne jordbær med chokolade. Det er bare guf!
Vi syntes faktisk de havde en overraskende sødme på trods af årstiden.