mandag den 29. august 2011

Krans til rejsegilde

I fredags var vi inviteret til Rejsegilde ved nogle venner.
Jeg (Benthe) har faktisk aldrig været til rejsegilde før og dermed heller aldrig lavet rejsekrans.
Derfor fik jeg kyndig assistance fra Lene :)

Vi har bundet kransen i bøgeblade - de er smukke også selvom det nu er ved at være sidst på sæsonen.
Nu hvor haven bugner af smukke Georginer (Dahlia) har vi brugt røde og hvide Georginer til at pynte rejsekransen med.

Da vi blev færdig blev vi enige om ikke at sætte bånd på, vi syntes at de smukke blomster talte for sig selv.

Rejsekransen er bundet på et cykelhjul. Der er bundet avispapir om hjulet først, så er det nemmere at få løvet bundet på herefter.





Herefter bindes der bøgeløv på med bindetråd. Der skal bindes godt stramt og der skal være løv på begge sider. Når der løv hele vejen rundt sættes der 4 snore i som den kan hænge i. Knuderne skjules under bladene.


Til slut pyntes kransen med blomster, bær, sløjfer eller lignende. Vi har valgt at sætte blomsterne på det der hænger ned af - så kan man nyde de smukke farver nede fra. Blomsterne er sat fast med bindetråd.

Til slut vil vi ønske dem held og lykke med det flotte, fremtidige hus -.... mon ikke de læser med herinde..? :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar