Nu har vi været ude at plukke ribsene - det blev til 5 kilo denne gang.
Vi har lavet ribsgele og fyldt på små fine syltetøjsglas - det blev til 11 glas af 3800 gram ribs. De sidste ribs er lagt i fryseren og skal bruges til rysteribs.
Her får I lige opskriften og en masse billeder:
Fire poser ribs som skal bruges til rysteribs. Ribsene fryses bare ned og tages op når de skal bruges - smager bl.a. dejligt til efterårs - vinter mad
Bærrene skylles rigtig grundigt og stilkene pilles fra. Til rysteribs, syltetøj o.lign. er det vigtigt at alle stilke fjernes. Men hvis man i stedet vil lave saft eller gele, så er det okay at lade stilkene blive.
Nu skal vi i gang med ribsgeleen. Først skal ribsene koges op til bærrene brister. Vi har taget 1 dl. vand pr. 1000 gram bær.
De kogte bær hældes over i et saftklæde - her skal de stå og trække indtil saften er rendt fra dem. Det mest optimale er, at lade dem stå natten over.
Så skal vi i gang med selve tilberedelsen af ribsgeleen. Saften skal være afkølet. Til en liter saft bruges 1 kilo sukker og 1 brev geleringspulver. Geleringspulveret blandes med 2 spsk. sukker, røres i den kolde saft og bringes i kog under stadig omrøring. Resten af sukkeret tilsættes og saften bringes atter i kog under omrøring. Herefter skal saftens koge i 10 minutter ved svag varme. Til sidst skummes saften af og tilsættes atamon.
Saften hældes på skoldede syltetøjsglas. Låget sættes først på når saften er stivnet og afkølet. Velbekomme....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar